Dag 1 – Rammer, tilsyn, kredit og bestyrelsens beslutninger
De regulatoriske rammer for virksomhedens indretning og bestyrelsens arbejde
Få brancher er ligeså regulerede som den finansielle. Derfor er det væsentligt for bestyrelsen at kende til sektorens vilkår og de betingelser og krav, der stilles, for at bestyrelsen kan navigere sikkert indenfor rammerne.
På første dag bliver du blandt andet introduceret til hierarkiet i ledelsesbekendtgørelsen, proportionalitetsprincippet, fit and proper-krav, governance og indretning af bestyrelsens arbejde.
Undervisningen er opdelt i tre dele:
- Selvstudie om de væsentligste begreber, krav og regler fra Lov om finansiel virksomhed, ledelsesbekendtgørelsen m.m.
- På dag 1 dykker vi ned i kommende og særligt aktuelle forhold, som bestyrelserne skal være opmærksomme på.
- Endelig giver vi en praktikers bud på, hvordan de omfattende krav kan bruges værdiskabende i det konkrete bestyrelsesarbejde.
Undervisere:
- Line Bagger Bendix (programansvarlig og forfatter til selvstudie)
- Kritte Sand (kommende og særligt aktuelle forhold)
Kreditrisici
Kredit er typisk det største forretningsområde i et pengeinstitut – og dermed også det største risikoområde. God kreditstyring og balancering mellem indtjening og risici er derfor af stor betydning. Bestyrelsen skal med grundige kreditpolitikker sikre, at forretningsområdet styres optimalt, og at instituttets kreditkultur er velovervejet og langtidsholdbar.
Underviser: Henrik Jeppesen
Finanstilsynets rolle og aktuelle fokus
Finanstilsynet er vogter af den finansielle stabilitet og forbrugersikkerheden med betydelige myndighedsbeføjelser og et både bredt og dybdegående tilsynsvirke, der spiller en tydelig rolle hos de enkelte pengeinstitutter. Du får lejlighed til at høre Finanstilsynet fortælle om dets virke og tilgang – herunder ikke mindst hvor det aktuelle fokus er.
Underviser: Karen Dortea Abelskov
Beslutningstagning i bestyrelseslokalet
Bestyrelsens eneste egentlige "produkt" er beslutninger. Til gengæld skal der træffes mange af dem på forskellige grundlag og under varierende tidspres. Det er i de senere år blevet almindeligt anerkendt, at beslutningstagning ikke altid – måske endda sjældent – sker alene ud fra objektive og rationelle forudsætninger. Derfor præsenteres deltagerne allerede på dag 1 for de typiske faldgruber ved kollektiv beslutningstagning – og vigtigst, hvordan de kan undgås.
Underviser: Mikkel Holm Sørensen
Dag 2 – Bestyrelsens ansvar og økonomi i pengeinstituttet
Bestyrelsesansvar
Bestyrelsesansvaret har i de seneste år fået stor bevågenhed. Ikke mindst på grund af de mange retssager og efterfølgende politiske diskussioner og oplæg til ændringer. På grundkurset får du en gennemgang af de vigtigste pointer og rammer for bestyrelsens ansvar.
Underviser: Mads Reinholt Sørensen
Økonomi i pengeinstitutter
Kapitalkrav, likviditet, tilsynsdiamant, krisehåndtering, genopretning og afvikling. Områder, hvor pengeinstitutter har deres helt egen systematik og omfattende regulering. Forståelse af disse elementer, deres indbyrdes sammenhæng og samspillet med forretningsmodellen er helt grundlæggende og har betydning for de fleste væsentlige beslutninger på alle områder i et pengeinstitut.