Lederudvikling i Sparekassen Danmark udvikler både organisation og forretning
Sparekassen Danmark har stor succes med deres lederudviklingsforløb. Mettesofia Esbensen, HR-udviklingschef i sparekassen, peger på, at forløbet handler om meget mere end udviklingen af de enkelte ledere og disciplinen "ledelse".
Ledelse i en kompleks verden kræver et tæt og stærkt ledelsessystem. Det har de skabt i Sparekassen Danmark.
Af Pernille Bech Hansen, chefkonsulent på Finanssektorens Uddannelsescenter og ansvarlig for forløbet i Sparekassen Danmark.
I en kompleks og uforudsigelig verden med mange forandringer er det vigtigt, at ledelsen kan agere retningsbestemt, reflekteret, relevant og responsivt.
Det kræver et sammenhængende og stærkt ledelsessystem, der hver dag bidrager til et godt miljø med fokus på kunderne, på trivsel og på resultater, og dermed at ledelse til stadighed sættes højt på dagsordenen.
Det var den erkendelse, der gjorde, at Sparekassen Danmark allerede umiddelbart efter fusionen mellem Jutlander Bank og Sparekassen Vendsyssel satte et stort lederudviklingsforløb i gang.
Meget mere end lederudvikling
”Forløbet handler om meget mere end udvikling af de enkelte ledere og disciplinen ”ledelse”. Det handler om at skabe et fælles sprog for ledelse, en ny fælles kultur, stærkere relationer på tværs af den nye organisation og at implementere nye værdier og strategi,” siger Mettesofia Esbensen, der er HR-udviklingschef i Sparekassen Danmark og tovholder på forløbene.
Der har været en vifte af mål med indsatsen:
-
Understøtte fusionen og sparekassens vision og strategi
-
Udvikle de (leder)kompetencer, som strategien og fremtiden kalder på
-
Sikre at sparekassen har de dygtigste ledere og et stærkt sammenhængende ledelsessystem
-
Udvikle ledere der går forrest ved implementering af værdierne og nye tiltag og forandringer
-
Udvikle og styrke organisationen til fremtidens udfordringer
-
Skabe lærings- og udviklingsmiljøer der udvikler sparekassen og den enkelte medarbejder
-
Tiltrække og fastholde dygtige medarbejdere
-
I sidste ende at styrke kunderelationer og resultater
Ledernes konkrete ledelsesopgaver og -udfordringer
Forløbene er ikke ”bare” uddannelsesforløb. Vi arbejder kontinuerligt med de konkrete ledelsesopgaver og -udfordringer, som lederne og organisationen står midt i. Det er deres konkrete praksis, vi arbejder med. Det betyder, at lederne, samtidigt med at de lærer nyt, bliver støttet i at reflektere over og håndtere de opgaver, de står med i hverdagen. Det gør det nærværende for lederne og bidrager til effekter fra dag et.
Fusionen, strategien, nye værdier, ny fælles kultur og konkrete forandringer er også integreret i forløbene, ved at der arbejdes konkret med det på samlingerne og hjemme i dagligdagen.
Netop for at tydeliggøre at det ikke bare er en uddannelse, benævnes samlingerne ikke moduler, som man traditionelt gør på mange uddannelsesforløb. De benævnes FOKUS (FOKUS: FORRETNING, ORGANISATION, KOMPETENCE, UDVIKLING, SAMLING).
Styrker relationerne på tværs
Ud over fem FOKUS-samlinger består forløbene af samlinger i læringsteams, individuelle udviklingsplaner og udviklingsdialoger (coachingsamtaler), personprofilanalyser og lederevaluering.
Lederne blandes på tværs af regioner og de oprindelige institutter, så der skabes en ny fælles kultur og relationerne på tværs styrkes. Særligt i de enkelte læringsteams skabes et fortroligt rum og et læringsmiljø, hvor lederne inspirerer og udfordrer hinanden. Samtidigt betyder de stærkere relationer et styrket samarbejde i hverdagen også efter endt forløb.
Udvikles sammen og løbende
Netop for at sikre at forløbene rammer ind i ledernes og organisationens behov og understøtter fusionen og strategien, udvikles forløbene gennem løbende involvering. Helt fra starten har der været gennemført interviews og workshops og indsamlet input fra direktionen, lederne og HR. Løbende er der planlægningsmøder, hvor HR og direktionen er involveret, så indhold og proces hele tiden tilpasses i forhold til der, hvor organisationen og strategiimplementeringen er.
Som en del af forløbene har lederne desuden været med til at udvikle en definition af ”god ledelsesadfærd” og inspirationsmateriale til 1-1 dialoger.
Sparekassen er gået all in
Det gør en kæmpe forskel for udbyttet, at sparekassen er gået all in og prioriterer tid og penge i ledernes udvikling.
De forstår, at det ikke er et quick-fix, men at læring, udvikling (personlig og organisatorisk udvikling) og styrkelse af relationer tager tid og understøttes bedst af flere forskellige elementer.
Herudover er direktionen helt tæt på forløbene, går forrest, deltager og bidrager på dagene, sætter retning og skaber nogle ambitiøse rammer. Direktionen tydeliggør vigtigheden af ledelse og forventningerne til lederne – det er lederne, der er den.
Med forløbene har sparekassen investeret i ledernes udvikling, så de bliver støttet i at løfte den vigtige opgave. Lederne giver udtryk for en glæde og taknemmelighed for, at sparekassen investerer i deres og sparekassens udvikling samt mulighed for at lykkes.
Gjort en kæmpe forskel
Efter et år hvor ca. 100 af lederne nu er igennem deres forløb, kan HR, direktionen, lederne selv og sparekassen mærke den forskel, det har gjort. Noget af det, de siger, det har bidraget til er:
-
Fusionsprocessen er blevet mere effektiv – fælles fundament, retning og kultur
-
Styrket relationer og netværk på tværs
-
Styrket implementering af nye værdier, strategi og konkrete forandringer
-
Givet lederne gode værktøjer og modeller der kan bruges direkte i ledelsesopgaverne i hverdagen
-
Tydelighed om vigtigheden af ledelse og forventningerne til ledere – og at ledelse prioriteres
-
Øget bevidsthed og refleksion også i forhold til egen person og rolle som leder