Co-creation på bolig sikrer at program rammer plet
Det går stærkt på det danske boligmarked – rigtig stærkt. Netop derfor er det essentielt at få input fra virkeligheden, når programmet til årets boligseminar bliver lagt.
"Boligspecialisterne har supertravlt, men de prioriterer at komme til boligseminar hvert år. Det gør de jo kun, fordi de får noget med hjem, og derfor lægger vi os virkelig i selen for at lave et program, der rammer hovedet på sømmet," siger Anette Ravnested, chefkonsulent i Bolig, kredit og erhverv og drivkraften bag det årlige boligseminar.
Det er Anette Ravnested, der styrer slagets gang. Men hun får masser af input fra en bred vifte af de danske pengeinstitutter.
Udviklingsdag på Teams
Hvert år mødes repræsentanter fra pengeinstitutterne til en udviklingsdag, hvor de sammen med FU finder ud af, hvilke emner der skal på programmet.
Det er i virkeligheden ikke et spørgsmål om, om man har mulighed for at komme i år – det er et spørgsmål om, om man er forhindret.
Steen Normann Olsen er bolig- og markedschef i Møns Bank. Han er ikke i tvivl om værdien af, at programmet bliver lavet som co-creation mellem FU og pengeinstitutterne.
"Vi kan komme med inspiration fra det, vi møder ude ved kunderne, og vi repræsenterer alle størrelser af pengeinstitutter. Det sikrer, at virkeligheden på boligmarkedet er godt repræsenteret, og at programmet sætter fokus på det, der er vigtigt for vores kunder og dermed for os," siger han.
I år foregik udviklingsdagen på Teams, men det lagde ikke en dæmper på engagementet og diskussionerne.
Indflydelse og netværk
Muligheden for at præge årets program med det, der rører sig, er en drivkraft. Men uanset hvor spændende programmet og indlægsholderne er, er det ikke det, der trækker fulde huse til boligseminaret hvert år.
Det faglige fællesskab og netværket er det, der driver boligspecialister fra nær og fjern til Skanderborg.
"Boligseminaret på FU handler om hele boligområdet, og vi er selv med til at sætte dagsordenen. Det er i virkeligheden ikke et spørgsmål, om man har mulighed for at komme i år – det er et spørgsmål om, om man er forhindret," siger boligchef i Middelfart Sparekasse, Kim Northoff Jensen.
Skal du med til boligseminaret? Få mere information og tilmeld dig her