Det hele handler om relationer

"Jeg møder mange mennesker, og alle de spørgsmål, kommentarer og input jeg får, er enormt udviklende i sig selv. Jeg er involveret i rigtig meget og er sammen med kolleger og kunder hele tiden i gang med at finde nye muligheder. Det er vildt spændende. Også efter 16 år," siger Claus Godt Hansen, kunde- og markedschef på FU, i anledning af sin 60 års fødselsdag.
Nysgerrig, grundig og en mester i at bygge relationer. Claus Godt, kunde- og markedschef på Finanssektorens Uddannelsescenter, fylder 60 år.

Det lå ikke i kortene, at den stille dreng fra Varde skulle ende med at have stærke relationer som omdrejningspunktet i sin karriere.

Men det er det, der står allerklarest, når Claus Godt Hansen i anledning af sin 60-års fødselsdag ser tilbage på sine mange år i finanssektoren.

"Jeg dyrker relationer hele tiden og bruger en masse energi på at snakke med kunderne. Stærk faglighed er vigtig, men den er ligegyldig, hvis ikke du har en god dialog med kunderne," siger han.

Fagligheden er der bestemt også. Claus Godt har været i sektoren, siden han blev færdig på Handelshøjskolen i Aarhus i 1986.

Wall Street i Varde Bank

Han troede egentlig, han skulle være revisor. Men det tog en anden drejning, og det første job blev i en bank. Ikke som "rigtig" bankmand som sin far, men som investeringsrådgiver.

Varde Banks Aarhus-afdeling. 1987. Året efter den legendariske børsmæglerfilm ”Wall Street” havde haft premiere. Dengang var det at være investeringsrådgiver mere at være investeringsdealer, og det var lidt "smart i en fart", indrømmer Claus Godt:

"Vi sad ved dealerborde og snakkede med kunder. Køb for 5 millioner dit, sælg for 5 millioner dat. Det var der noget fascinerende over. At købe noget valuta og sælge igen efter 10 minutter og så har man tjent 100.000 kr. til kunderne."

Men den unge mand blev klogere og fik øjnene op for værdien af god rådgivning og gode relationer. Det blev en rød tråd fra Varde Bank til GiroBank, BG Bank, Sparekassen Nordjylland (i dag Spar Nord) og Nykredit.

"Vi udvikler os hele tiden. I huset og i vores løsninger til sektoren. Vi er drevet af at være på forkant"

Udvikling – altid udvikling

Rollerne skiftede, men der tegnede sig et mønster i karrierevalgene. Det var i udviklingsfasen, ilden brændte, men når det blev drift og opfølgning, var det tid til at komme videre.

Claus Godt startede på Finanssektorens Uddannelsescenter i 2006 og må konstatere, at på FU blev det aldrig rigtig tid til at komme videre. For Claus Godt er forklaringen enkel:

"Vi udvikler os hele tiden. I huset og i vores løsninger til sektoren. Vi er drevet af at være på forkant. At være nysgerrige på det, der sker i sektoren lige om lidt," siger han og fortsætter:

"Jeg møder mange mennesker, og alle de spørgsmål, kommentarer og input jeg får, er enormt udviklende i sig selv. Jeg er involveret i rigtig meget og er sammen med kolleger og kunder hele tiden i gang med at finde nye muligheder. Det er vildt spændende. Også efter 16 år."

Babyen "formuerådgivning"

Det sidste, Claus Godt var med til, inden han forlod Nykredit, var at udvikle og implementere et koncept for formuerådgivning. De tanker tog han med til Skanderborg.

"Jeg startede som chefkonsulent og skulle undervise i investering. Begrebet "formuerådgiver" eksisterede ikke rigtigt dengang. Men bl.a. takket være de relationer, jeg havde i Nykredit, fandt jeg ud af, at en uddannelse til formuerådgiver var noget, sektoren manglede," fortæller han.

Det blev den spæde start til det, der i dag er den populære uddannelse Eksamineret finansrådgiver – Formuerådgiver, som Claus Godt stadig er tilknyttet. Men ellers fylder undervisning ikke meget i hans arbejdsuge i dag.

Efter nogle år som konsulent viste det sig, at hans evne til at skabe og vedligeholde relationer fungerede virkelig godt – også i forhold til omsætningen.

"Jeg tror, at den måde, jeg taler med folk, egentlig fungerede meget godt," siger han med vestjysk beskedenhed.

Så han begyndte at blande sig i salget og arbejde med kunderelationer. Det udviklede sig, og for omkring 10 år siden fik han det job, han har i dag.

Salgschefen, der ikke vil sælge

I starten var titlen salgschef. I dag er det kunde- og markedschef. Men Claus Godt vil egentlig ikke sælge:

"Måske er det banalt. Men jeg synes, der er ret stor forskel på at prøve at sælge noget og at få kunderne til at købe noget. Jeg taler altid med kunder og potentielle kunder om deres medarbejderes behov. Hvordan kan vi udvikle dem? Hvad har organisationen brug for? Så jeg går ikke så meget op i at sælge – men jeg drømmer om, at de køber noget, som har værdi for dem."

Den tilgang har han været med til at massere godt og grundigt ind i hele Finanssektorens Uddannelsescenter.

"Jeg synes, at FU har flyttet sig meget de sidste 10 år. Nysgerrigheden og interessen for at arbejde med kundens behov er blevet større og større. Fokus på vigtigheden af relationer er vokset, og vi har fået meget mere appetit på at arbejde med udvikling," siger han.

"Tidligere var vi "bare" undervisere. I dag er vi konsulenter, som sammen med kunden skal skabe det, der kan løse kundernes problem. Vi skal lytte og bruge vores erfaringer. Det er et mere krævende job – men det er også mere interessant."

Claus Godt Hansen, kunde- og markedschef, FU

Kompleksiteten vokser

I finanssektoren kan du spørge hvem som helst, når som helst – og de vil sige, at der er vildt travlt og sker vilde ting.

Men udover kriser, skandaler og konsolidering ér der sket store forandringer i sektoren i den tid, Claus Godt har været på FU.

"Groft sagt er kompetenceudvikling i sektoren gået fra at være relativ enkel til at blive mere kompleks. Der er mange flere ting, vi skal tage højde for – både i det, vi skal kunne levere, og den måde vi skal understøtte kunderne på," siger han og fortsætter:

"Det stiller jo større krav til os. Tidligere var vi "bare" undervisere. I dag er vi konsulenter, som sammen med kunden skal skabe det, der kan løse kundernes problem. Vi skal lytte og bruge vores erfaringer. Det er et mere krævende job – men det er også mere interessant. For underviserne og for alle os omkring dem. Jeg har altid haft travlt, men jeg tænker, at det univers, jeg har travlt i nu, er meget mere nuanceret og meget større, end det nogensinde har været."

Vær nysgerrig og lyt

Kompleksiteten stiller også andre krav til de nye konsulenter på FU sammenlignet med dengang, Claus Godt startede.

"En god konsulent har den rigtige kombination af nogle hardcore, faglige kompetencer og evnen til at se, hvad der sker omkring en. Jeg ved, at det er sagt mange gange, men jeg tror virkelig, der er meget at hente i at lytte mere, end man taler. I at være nysgerrig," siger han og forsætter:

"Man skal passe på med at sige "Jeg har styr på det her". For der sker så meget, at i morgen har du ikke styr på noget. Nysgerrighed og interesse for at lære og udvikle sig – det er det allervigtigste."

Når Claus Godt ikke er på arbejde

  • Gift med Marianne og sammen har de sønnerne Jakob (24 år) og Frederik (29 år).
  • Bestyrelsesmedlem i Aarhus Badmintonklub, hvor begge sønner har spillet eller spiller badminton på højt niveau.
  • Har et sommerhus ved Lønstrup, som han bruger både til hjemmearbejde og i weekender.
  • Passioneret om både at dyrke og se sport – ser især Arsenal og AGF.
Et lille udpluk af hverdag og fest på FU de sidste 16 år- Tillykke med dagen, Claus!

Seneste nyheder fra FU

Pension: 21. februar 2025

”Jeg elsker pension”

Kundefokus: 30. januar 2025

"Kundefokus" vinder genklang

Lovpligtig læring: 30. januar 2025

Nye EU-krav til AI-kompetencer

Uddannelse: 19. december 2024

Populære uddannelser får makeover

Kundetilfredshed: 17. december 2024

Rådgiveren og indsigt afgør kundernes valg