Få kørekort til Copilot
For mange pengeinstitutter falder valget med stor sandsynlighed Copilot, når de skal vælge AI-assistent. Copilot er nemlig integreret med alle de andre Microsoft-værktøjer.
Den bliver bedre og bedre, og vi kommer alle til at bruge den. Få gratis uddannelse i Copilot – FU søger deltagere til pilotprojekt.
Måske er Microsofts AI-assistent, Copilot, allerede en del af din hverdag. Måske kender du ikonet, men ved ikke rigtigt, hvordan du skal bringe det i spil.
Uanset forudsætninger kan du nu komme med på en ny FU-uddannelse, hvor du bliver klædt på til at bruge AI-assistenten. Det eneste krav er, at du allerede i dag har licens til Copilot – og at din organisation giver grønt lys til, at du deltager.
”Vi har talt med både store og små medlemsorganisationer og ved, at der er stor forskel på, hvordan vi bruger AI. Men vi tror på, at AI bliver en del af alles hverdag. Derfor lancerer vi nu en uddannelse i Copilot,” siger kunde- og markedschef på FU Claus Godt Hansen.
Netop på grund af den store forskel i AI-modenhed skyder FU uddannelsen i gang med et pilotprojekt.
”Det er vigtigt for os, at uddannelsen er relevant på trods af deltagernes forskellige forudsætninger. Derfor starter vi op med et pilotprojekt, hvor deltagerne bliver bedt om at give feedback på form og indhold, samtidig med at de får nye AI-kompetencer,” siger Claus Godt Hansen.
Copilot er valget for mange i sektoren
Outlook, Excel, Word og PowerPoint. Størstedelen af danske pengeinstitutter bruger Microsoft, og derfor har FU også valgt at fokusere uddannelsen på brug af Copilot, der er Microsofts AI-assistent.
”Mange har snust til ChatGPT eller anden generativ AI. Men når vi er på arbejde, bliver det med stor sandsynlighed Copilot, der bliver vejen frem. Den er integreret med alle de andre Microsoft-værktøjer, vi bruger, og den er for mange det sikre og oplagte valg,” siger Claus Godt Hansen.
Derfor er licens til Copilot også en forudsætning for at blive en af de 30 deltagere i pilotprojektet.
Uddannelsens opbygning
Uddannelsen består af tre små onlinemøder og en række indsatser mellem modulerne. Blandt indsatserne er for eksempel e-learning, opgaver i Copilot, refleksioner over egen praksis og dialoger med undervisere og andre deltagere.
Formålet er at motivere deltagerne til at tage teknologien i brug. Vi tilpasser løbende indholdet på modulerne, så de passer til deltagernes behov og forventer aktiv deltagelse.
Masser af AI på FU
Uddannelsen er en udløber af et stort fokus på AI internt på FU. Alle FU-medarbejdere har mulighed for at få licens og bliver klædt på til brugen af Copilot på interne fællesmøder, workshops og forskellige fora for videndeling.
”På FU har vi klare retningslinjer for brug af AI, og vi har siden starten været nysgerrige på, hvordan teknologien giver os nye muligheder i vores hverdag,” fortæller Lærke Maria Andersen Funder, der er digital læringskonsulent på FU.
Hun er en af underviserne på den nye uddannelse og intern AI-ambassadør på FU. Både for hende og hendes FU-kolleger er det nysgerrigheden, der driver værket:
”Det er vigtigt for os at være på forkant med udviklingen inden for AI. Det er vigtigt at forstå logikken bag og have det rigtige mindset, så vi kan bruge vores viden og kompetencer til at arbejde sammen med Copilot om at skabe endnu bedre resultater. Dét glæder vi os til at udforske endnu mere sammen med medarbejdere fra sektoren.”