Forretningsdirektør fik mere strategisk leder hjem
Forretningsdirektør fulgte stolt med fra sidelinjen, mens Brian Tolstrup fra Lån & Spar gennemførte Finanssektorens Master i Ledelse – og hun oplever nu en leder, der skaber større commitment og udvikler sin afdeling og medarbejdere i langt højere grad end før
I 2017 kom Gitte Le Grand til Lån & Spar som forretningsdirektør for privatkundeområdet. Hun blev dermed leder for 11 filialchefer og deres 90 souschefer og medarbejdere i Jylland, på Fyn og i København. Blandt dem var Brian Tolstrup.
På det tidspunkt havde han planlagt at starte på Master i Ledelse i november samme år. I dette interview fortæller hans chef, hvordan hun har oplevet hans udvikling som leder under og efter han var på Master i Ledelse, og hvordan banken arbejder med ledelse.
Vil du vide mere om uddannelsen Master i Ledelse? Så læs med her
”I Lån & Spar støtter vi folk i at få den lederudvikling, der matcher det behov og de ønsker, de har – og derfor peger vi dem ikke i en bestemt retning, når de søger ekstern lederudvikling. Så det var Brians egen fortjeneste, at han fandt frem til og valgte netop dén lederuddannelse – og jeg må sige, at det var det helt rigtige match for ham. Dermed ikke være sagt, at det er den eneste rigtige lederuddannelse for alle. Andre har måske mere brug for et salgslederforløb,” mener Gitte Le Grand.
Prikker rådgivere med lederpotentiale ud
Lån & Spar kører selv uddannelsesforløb for ledere, heriblandt også et preleader-forløb, som rådgivere med synligt lederpotentiale får tilbudt. Det er dog ikke afgørende at deltage på det forløb for at blive leder i banken – så der er flere veje til at blive leder i en af Lån & Spars afdelinger rundt om i landet.
"Vi prikker som regel topperformere ud til at komme på preleader-forløb eller for at tilbyde dem lederstillinger. Men her er det ikke kun topperformance i forhold til faglighed, salg og resultater, der tæller. De skal i lige så høj grad være rollemodeller i deres adfærd, og de skal kunne skabe følgeskab blandt deres kolleger,” fortæller forretningsdirektøren om Lån & Spars politik på ledelsesområdet.
Gitte er i kontakt med lederne med jævne mellemrum både på distancen og til planlagte møder ude i afdelingerne. Hun holder øje med, at de ikke drukner sig i drift, men i stedet tager ledelsesrollen på sig. Enkelte kunder skal de dog stadig have, for at de ikke mister følingen med kunderådgivning.
Drukner du i drift – eller betragter du ledelse som dit fag?
Vi spoler tiden tilbage til, før Brian Tolstrup tog på Master i Ledelse, for forretningsdirektøren havde allerede dengang bemærket Brians evner som leder. Alligevel oplevede hun helt tæt på, hvordan han udviklede sig både som leder og som menneske i løbet af lederuddannelsen.
”Han lagde mange ressourcer i forløbet, og hans resultat blev også derefter,” siger hun med mærkbar stolthed i stemmen.
Mere strategisk, større commitment, mere ydmyg
Jeg fik en leder hjem fra Master i Ledelse, som havde et langt større commitment og som nu leder gennem andre på en helt anden måde end før. Han tør uddelegere mere, og han involverer sine medarbejdere mere. Når han skal arbejde med implementeringen af bankes strategi, er han blevet supergod til at sætte en ramme, og han udvikler andre i højere grad end før.
Desuden har hun oplevet, at han er blevet mere ydmyg på den måde, at han ikke fremhæver sine egne evner, og han har ifølge hende udviklet en fuldstændig unik evne til at give sig selv feedback. En evne hun ikke har set før hos ham, og som hun vurderer er meget sjælden.
Oplagt kandidat som ny filialchef
Den daværende filialchef i Ålborg, som dengang var Brians chef, sagde op. Og selvom Brian kun var halvvejs på sin lederuddannelse, var forretningsdirektøren ikke ét sekund i tvivl om, hvem afløseren skulle være.
Mens andre opfatter det som en svaghed at indrømme overfor personalet, at de har brug for at lære noget og udvikle sig, gjorde Brian det ikke. Det mener Gitte Le Grand er en styrke.
Fra sidelinjen havde hun bemærket, hvordan Brian i forvejen havde kastet sig selv ud på dybt vand med en krævende lederuddannelse og nu var ved at være klar til at navigere et endnu større skib.
”Inden for 5 minutter ringede jeg til Brian og sagde, at jeg godt ville ansætte ham. Han spurgte, om han skulle søge jobbet… ’Nej, for fa’en! Det er dit!’ sagde jeg,” griner hun.
En af de ting, hun havde været særlig imponeret over ved Brians udvikling, var hans evne til at være 100% ærlig om den udvikling han gik igennem på Master i Ledelse, og om det han skulle lære undervejs i lederforløbet – også i forhold til medarbejderne i afdelingen.
”Selvom han nu midt i det hele skulle være filialchef, valgte han at involvere sine medarbejdere og på den måde tage dem med på sin rejse. Han sagde åbent, hvis der var noget han var usikker på og bad om feedback fra dem.
"Andre ville opfatte det som en svaghed, hvis de indrømmer overfor personalet, at de har brug for at lære noget og udvikle sig, men det gjorde han ikke, og det er utrolig stærkt,” mener Gitte Le Grand.
Indsatsen på lederuddannelsen afspejler resultatet
Ikke nok med, at han involverede sine medarbejder, så involverede han også HR og Gitte Le Grand undervejs og bad hende udfordre ham på det, han havde spottet hos sig selv i forbindelse med den selvrefleksion, lederforløbet havde sat ham i gang med.
Hun blev også inviteret med til hans eksamen, og hun glædede sig i det hele taget over, at han involverede hende så meget, selvom hendes tilstedeværelse til selve eksamen nok gjorde ham mere nervøs, end han ellers ville have været.
”Jeg er virkelig piv-stolt af ham. Hans refleksion har været meget personlig og dyb. Det er stærkt, at man kan arbejde så meget med sig selv, som han har gjort. Nu kan han hive et spejl op og sige: ’Hov, hvad var det, jeg lige gjorde der’, og han har fundet ud af, hvordan hans egen adfærd kan påvirke medarbejderne.”
”Den personlige rejse, han har været på, har kostet ham mange weekender og aftener – og til gengæld har han gennemgået en mental udvikling, som ikke kan regnes ud i konkrete timer. Hans og bankens store udbytte skyldes også, at han virkelig gik all-in…"
Læs interview med Brian, hvor han åbent og ærligt deler sin erfaring med at tage lederuddannelse
En markant ændret finanssektor kræver ny form for ledelse
Ifølge Gitte Le Grand er finanssektoren ikke en lukket enklave med særlige behov i forhold til ledelse. Branchen er dog alligevel anderledes, fordi der konstant kommer nye regulativer med kortere og kortere mellemrum. Derudover er opgaverne i en bank meget anderledes i dag, end de var førhen. Begge dele kræver en stor omstillingsparathed. Derfor giver det alligevel mening at have en lederuddannelse, som er målrettet ledere i finanssektoren:
”Der er sket et stort skift i, hvilken prototype vi ansætter. Groft sagt ser vi i dag mere på, om de er gode til relationer, fremfor om de kan regne. Forandringerne de sidste år har været markante for finanssektoren, og hastigheden, hvormed der sker forandringer, vil øges. Det kræver, at vi har ledere, der kan håndtere og drive forandringer. Og det kræver især, at vi som ledere udvikler os, så vi kan skabe mening i hverdagen for at motivere medarbejderne… men det gør også, at det er sjovere at være leder i finanssektoren nu end tidligere,” afrunder Gitte Le Grand.
Er du selv leder? Få overblik over dine muligheder med vores lederuddannelser