Fremtidssikring af det høje niveau
Finanssektorens Master i Ledelse har fået et advisory board. Medlemmerne skal bl.a. være med til at udvikle og fremtidssikre uddannelsens høje niveau.
Master i Ledelse er en populær uddannelse for de ledere i finanssektoren, der har en vis erfaring og mod på at udvikle sig både ledelsesfagligt og personligt.
Sådan skal det fortsætte med at være. Derfor sætter de bærende kræfter fra uddannelsen sig sammen med profiler fra forsknings- og finansverdenen for at sikre, at Master i Ledelse løbende bliver udviklet med udgangspunkt i ny forskning, tendenser og behov i sektoren.
Master i Ledelses advisory board mødes to gange om året. Der har været et indledende møde i denne uge med de medlemmer, der er censorer og undervisere på uddannelsen. Her var det overordnede tema regenerativ ledelse.
Der kommer et par deltagere mere til inden det første officielle møde i december.
”Det nye advisory board er et rådgivende organ, som skal sparre med Finanssektorens Uddannelsescenter om udvikling af uddannelsen. De skal komme med input til, hvad ledere skal kunne, og hvad en master-uddannelse skal sætte dem i stand til,” siger chefkonsulent Pernille Bech Hansen, der, sammen med chefkonsulent Peter Jensen, står i spidsen for uddannelsen.