PRESSEMEDDELELSE
Ledelse af Generation Z og forandringsledelse skal have topprioritet for ledere i finanssektoren
Object reference not set to an instance of an object.
Lederne i den finansielle sektor har brug for uddannelse for blandt andet at kunne mestre de forandringer, der vælter ind over sektoren, og de krav til ledelse, som nutidens unge har, fastslår Finanssektorens Uddannelsescenter
Udvikling af ikke kun forretningen, men også af medarbejderne, er alfa omega for fremtidens ledere i den finansielle sektor i Danmark. Sektoren skal have endnu mere fokus på at opkvalificere og dygtiggøre sine ledere for at de kan leve op til de krav og forventninger, som medarbejderne har, og for at være på omgangshøjde med digitaliseringen og de mange øvrige forandringer, der vælter ind over sektoren i disse år. Det mener Finanssektorens Uddannelsescenter (FU).
Er du ordentligt klædt på til ledelse? Læs mere her
Ifølge en ny, stor undersøgelse om lederudvikling fra organisationen Lederne, baseret på svar fra 2.808 ledere, er forandringsledelse, medarbejdertrivsel, strategisk ledelse og personaleledelse topscorere, når de adspurgte ledere peger på, hvilke kompetencer det er nødvendigt at udvikle det kommende år.
Og en mindre undersøgelse, Finanssektorens Uddannelsescenter har gennemført, viser lignende behov i den finansielle verden. De vigtigste kompetencer for finanssektorens ledere i de kommende tre-fem år er ifølge undersøgelsen udvikling af medarbejdere, forandringsledelse, evnen til at motivere, være nærværende og lytte samt kundefokus.
”Den finansielle sektor i Danmark har mere end nogensinde før brug for veluddannede ledere med primært fokus på ledelse. Sektoren er fortsat i høj grad præget af, at fagligt dygtige personer udnævnes til ledere uden nødvendigvis at have de fornødne ledelsesmæssige kompetencer. Samtidig ser vi ofte, at lederen efter sin udnævnelse fortsætter med at have store, tidkrævende kundeporteføljer. Fremtidens ledere i finanssektoren skal se ledelse som deres fag – et fag, de hele tiden skal dygtiggøre sig i. Det handler om mindre fokus på drift og det rent bankfaglige – og mere fokus på forandringsledelse og ikke mindst ledelse af medarbejderne i en sektor, som i disse år er under hastig forandring,” siger Pernille Bech Hansen, der er chefkonsulent for ledelse, salg og strategi hos Finanssektorens Uddannelsescenter.
Lederudvikling tiltrækker og fastholder de unge
Hvis ikke lederne og deres arbejdsgivere i den finansielle sektor prioriterer lederudvikling højt, vil det blandt andet blive vanskeligt at tiltrække og fastholde nye generationer af medarbejdere. Ifølge en undersøgelse fra rekrutteringsbureauet Moment baseret på svar fra 4.000 unge i alderen 18-31 år er egenskaben ”motiverende” klar topscorer efterfulgt af ”involverende”, når de unge skal udpege de vigtigste kompetencer hos ledere.
”Generation Z er klart mere troløs mod arbejdsgiveren end de tidligere generationer. Som udgangspunkt regner mange unge ikke med at være i samme job mere end et par år – og har de ikke en leder, som er i stand til motivere, sætte en klar retning og er engageret i sine medarbejdere, vil mange hurtigt søge videre mod en ny arbejdsplads. Det bedste svar på dén tendens er dygtiggørelse og uddannelse af lederne,” understreger Pernille Bech Hansen.
Behovet for lederudvikling mærkes tydeligt hos Finanssektorens Uddannelsescenter. I november lyder startskuddet til et nyt hold på den to-årige Masteruddannelse i ledelse, som er skræddersyet til nuværende og kommende ledere og topledere i den finansielle sektor med fokus på at udvikle mennesker såvel som organisationer. Nogle af landets bedste undervisere er knyttet til Masteruddannelsen, der er spredt ud over 27 dage og afsluttes med en eksamen.
Finanswatch har skrevet en artikel om samme emne. Du kan læse hele artiklen her