Lokale pengeinstitutter skaber lokal vækst
Topledelsen fra syv pengeinstitutter har valgt at investere tid og ressourcer i at bidrage til vækst i deres lokalområde. Derfor deltog de i en workshop om nye måder at tænke innovation og vækst på. Læs her Lars Munch Svendsens beskrivelse af workshoppen.
Af Lars Munch Svendsen
Når det går fremad med bosætning, foreningsliv og erhvervsliv i lokalområdet, gavner det også det lokale pengeinstitut. Det har deltagerne i pilotprojektet ”Lokale vækststrategier i praksis” erkendt og valgt at handle på.
På en workshop i Skanderborg den 15.-16. januar blev de inspireret til at tænke innovation og vækst på nye måder. De fik konkrete redskaber og metoder til at udvikle og igangsætte handlinger, der understøtter lokal vækst. Med sig fra workshoppen fik de en konkret handlingsplan for, hvordan de kan og vil realisere deres vækstpotentiale. Resultatet er syv projekter, der på forskellig vis skal bidrage til at skabe udvikling og vækst.
Forskellige veje til vækst
Et af projekterne er et samarbejde med kommunen, som skal resultere i et hus, hvor mindre virksomheder, iværksættere og ildsjæle kan få andres syn på deres ideer. Her kan de få hjælp til at sortere, kvalificere og udvikle ideer, så de kan skabe resultater og vækst i lokalsamfundet. Pengeinstituttets rolle er primært at stille viden, erfaring og timer til rådighed i projektet.
Et andet projekt skal samle lokale interessenter om at skabe vækst i en mindre havneby, der har masser af potentiale, men hvor udviklingen i de senere år desværre er gået i den forkerte retning. Et tredje projekt skal samle en række aktører, der ikke normalt samarbejder, i en turismesatsning i lokalområdet.
Et kompas af muligheder
En måned før workshoppen havde de deltagende pengeinstitutter givet sig selv score i et ”mulighedskompas” indenfor en række parametre som for eksempel lokalt kendskab, forandringsparathed og risikovillighed. Svarene blev udgangspunkt for en dialog på et møde med konsulenterne, som pegede på forskellige potentialer.
Efter mødet blev der gennemført en tilsvarende undersøgelse blandt deltagernes kunder, og på workshoppen arbejdede deltagerne med kundernes besvarelse, som de naturligvis sammenlignede med mulighedskompasset. Det gav anledning til en række refleksioner. Blandt andet var det interessant at se, at kunderne på tværs af pengeinstitutter svarede, at de ikke i særlig høj grad opfattede pengeinstituttet som nytænkende eller innovativt. Modsat var der mange erhvervskunder, som svarede, at de var motiverede for at deltage i aktiviteter med det formål at skabe vækst i lokale virksomheder.
Idéudvikling i helikopterperspektiv
En af udfordringerne i en travl hverdag kan være, at man i ledelsen fanges af drift og hele tiden befinder sig i et handlingsmodus. På workshoppen fik deltagerne mulighed for sammen at bevæge sig op i helikopteren og arbejde mere kreativt og refleksivt med potentialerne. En af metoderne drejede sig om at bygge deres ideer i LEGO. Det kom der mange sjove modeller og morskab ud af. Men til den seriøse side, var det samtidig en mulighed for at tale om og udvikle på ideerne på en anderledes måde, der ikke lignede det, de var vant til.
Det var på samme tid velkomment og hårdt, og det tærede på energien. Hårdt, fordi det var en uvant måde at arbejde på i længere tid. Det, at der var tid til refleksioner og kreativitet, var samtidig det, der gjorde, at deltagerne fik mulighed for at tænke nyt og længere end almindeligvis.
På den første dag havde deltagerne udpeget tre mulige ideer, som de skulle vælge mellem den næste formiddag. I to tilfælde dukkede der en ny og bedre idé op over natten, som var den, de troede mest på og arbejdede videre med at realisere.
Da andendagen var slut, var deltagerne både trætte og tilfredse efter en engageret og koncentreret indsats. De kunne tage hjem med en handleplan, en række mål og en fælles gejst om at realisere noget nyt i deres område.
FAKTA
Pilotprojektet er blevet til i samarbejde med Jacob Høj Jørgensen, der er ph.d. og associate hos FU. Jacob gennemførte i foråret et studie, hvor han undersøgte mulighederne for, hvordan et pengeinstitut kan spille en rolle i lokal vækst. Han præsenterede resultaterne på en temadag i Skanderborg den 7. juni sidste år, og flere viste stor interesse for at høre mere om de lokale pengeinstitutters muligheder i den forbindelse.
Pilotprojektet hjælper de deltagende pengeinstitutter til at sætte konkrete initiativer i gang, der skal undersøge mulighederne. Initiativerne vil på kort sigt primært bidrage til at skabe viden og erfaringer om mulighederne. På længere sigt vil de give konkrete resultater i lokalområdet til gavn for alle interessenter, herunder pengeinstituttet.
Det er intentionen at udvikle og videreføre projektet på baggrund af erfaringerne med pilotprojektet.
