Niveauvurderet Master i Ledelse
Finanssektorens Master i Ledelse er blevet niveauvurderet på masterniveau af Danmarks Akkrediteringsinstitution.
Den er målrettet ledere i finanssektoren, har fuld fokus på praksis – og nu er den populære lederuddannelse Master i Ledelse også blevet niveauvurderet af Danmarks Akkrediteringsinstitution til niveau 7.
Det svarer til kandidat- og masteruddannelser på universiteter.
”Vores Master i Ledelse er kendt for sin meget praksisnære tilgang og for ”action learning” med fuld fokus på hverdagen. Vi er meget stolte over, at vi nu kan dokumentere, at uddannelsen har det høje niveau. Vi ved det, deltagerne og de eksterne undervisere ved det – men nu har vi papir på," siger uddannelsesansvarlig på Master i Ledelse, Pernille Bech Hansen.
Niveauvurdering vurderer udbytte og læring
Private og offentlige uddannelser kan blive niveauvurderet i forhold til den nationale Kvalifikationsramme for Livslang Læring, der har otte niveauer – fra grundskole til ph.d.
Niveauvurderingen er en vurdering af uddannelsesniveau. Vurderingen bliver lavet på det samlede mål for læringsudbytte, og den fortæller, hvad det forventede resultat af den studerendes læreproces er.
Altså hvad vedkommende kan efter endt uddannelse.
Niveauvurderingen gør det nemmere for den studerende og andre at få indsigt i niveauet og gør det nemmere ved efterfølgende meritvurdering og realkompetencevurdering i uddannelsessystemet.