Hvis du vil skabe effekt og forandring...
... så har du brug for at kunne facilitere succesfuldt. Facilitering er ved at blive et konkurrenceparameter og en kernekompetence i den finansielle sektor. Og nu kan du på en ny uddannelse blive en kompetent facilitator
”Facilitering er en kompetence, som finanssektoren endnu ikke har opdaget, at den har brug for..!”
Så klart udtaler chefkonsulent Peter Jensen sig, når han bliver spurgt til FUs (Finanssektorens Uddannelsescenter) nye facilitator-uddannelse. Han bruger selv facilitering på daglig basis i sin rolle som konsulent og har udviklet uddannelsen sammen med afdelingsleder Lars Munch Svendsen.
Tak, nu vil jeg bare gerne tilmelde mig facilitator-uddannelsen...
Den brændende platform… er brændt ud
”Mange opgaver i finanssektoren bliver mere og mere automatiserede, så vi vil både se jobs blive ændret og nye komme til. Den besparelse, som automatiseringen giver, er bare ikke nok til at skabe værdi i sig selv. Hvis det skal frigive noget værdifuldt i forhold til forretningen, skal medarbejderne involveres – og det kræver kompetente facilitatorer,” forklarer Peter Jensen.
Han henviser til en undersøgelse af McKinsey, som peger på, at succesraten med forandringer stiger fra 30 til 79%, når medarbejderne involveres og på den måde får ejerskab.
Men det kræver ikke kun sin mand, det kræver også en facilitator eller flere.
Lars Munch Svendsen, som også underviser på FUs nye uddannelse i facilitering, uddyber Peter Jensens pointe:
Hvad er facilitering?
”Når det kommer til større processer, som vedhører hele virksomheden, gælder det om at kunne motivere medarbejdere. Og man kan ikke motivere nogen bare ved at sige: ’Nu skal I ud af starthullerne…!’ Så i stedet for at tænde en brændende platform under dem, som stadig er en udbredt metode, tænder faciliteringsprocessen den energi, som i forvejen brænder i medarbejderne for at nå et fælles mål.”
”For facilitering sætter en ramme om samtaler, dialoger og samarbejder på en måde, som fremmer meningsfulde dynamikker og den energi og nysgerrighed på fremtiden, man ønsker fra sine medarbejdere eller kunder,” forklarer Peter Jensen, og Lars Munch Svendsen supplerer:
”Det er også en måde at få folk til at lytte på… at lytte rigtigt. For man kan ikke lytte, når man har munden fuld af ord, som ofte er tilfældet, fordi vi er mere fokuserede på, hvad vi selv skal sige, når de andre har talt færdigt.”
Skab mere mening og få god forretning med facilitering
Det er ikke kun på de indre linjer, at facilitering bliver et must i finanssektoren. Det kan lige så vel være til events, hvor filialen f.eks. inviterer det lokale erhvervsliv ind til networking.
”Man bruger ofte al energien på planlægningen frem til selve dagen, hvor gæsterne måske står og taler sammen ved små café-borde – og pengeinstituttet glemmer helt, at de har en unik chance for at komme i dialog med de fremmødte gæster, som kan skabe mere værdi indbyrdes til gavn for lokalsamfundet. Her kan en kompetent facilitator skabe konkrete resultater,” fortæller Lars Munch Svendsen, som ofte taler med forretningsudviklere ude i pengeinstitutterne.
Selvom facilitering er en vigtig og overset kompetence i sektoren, er det ikke meningen, at pengeinstitutterne skal sende samtlige medarbejdere på uddannelsen.
”Kompetencen er ikke vigtig for alle medarbejdere, men facilitering er i den grad vigtig for dem, som er i jobfunktioner, hvor de skal samle mennesker til motivation og ejerskab – om det så er internt eller eksternt i forbindelse med netværksarrangementer,” udtaler Peter Jensen.
Mere konkret, kan det for eksempel være forretningsudviklere, HR-medarbejdere, fagansvarlige samt både formelle og uformelle ledere, som har stor gavn af facilitator-uddannelsen.
3 niveauer inden for facilitering
Som facilitator skal man være ekspert på at styre en proces – ikke på det specifikke faglige indhold. Det handler mere om at få mennesker til at tale sammen på en hensigtsmæssig måde om et emne eller en proces.
Peter Jensen og Lars Munch Svendsen beskriver 3 niveauer i facilitering, som du skal mestre som facilitator:
- Selve det at designe en forandringsproces fra A til Z og lægge skinnerne ud for en gruppe af mennesker
- Det at facilitere selve mødet eller den konkrete workshop
- Det at kunne facilitere øjeblikket, når der sker noget uforudset, så du responderer meningsfuldt, f.eks. hvis en deltager viser modstand mod processen gennem ord eller handling.
På uddannelsen arbejder de nye facilitatorer med alle 3 niveauer, og det er også en af årsagerne til, at der er hele 8 dage med fremmøde. Ifølge de to undervisere kommer korte forløb nemlig ikke omkring alle 3 niveauer, og facilitatoren finder måske først ud af, at han eller hun mangler noget, når vedkommende står i den konkrete situation og ikke helt kan håndtere faciliterings-opgaven alligevel.
At blive en kompetent facilitator kræver mere end et quick fix
En anden årsag til at facilitator-uddannelsen tager noget tid, forklarer Peter Jensen med, at det er meget træningsbaseret, for det at facilitere kræver ikke kun nogle redskaber, men også en indsigt i hvordan mennesker og organisationer fungerer.
Brug facilitering
...til at skabe bedre resultater, når du står for
- Forandringsprocesser
- Udvikling og innovation
- Møder og workshops
- Netværks- og kundemøder
”At opøve en kompetence som facilitering er noget ganske andet end at lære om et fagligt emne. Vi kan ikke lære deltagerne at facilitere ved at fortælle dem om det. For det er et helt mindset, de skal have opbygget. Derfor skal de selv opleve, hvordan det er at blive faciliteret – og de skal have tid til at træne det selv og gøre sig nogle erfaringer og få noget feedback…”
”Og endelig skal de også begynde at omsætte det derhjemme allerede under selve uddannelsen. Til gengæld bliver de også fuldt ud klædt på til at varetage facilitator-rollen i virkeligheden... og ikke kun på papiret,” garanterer Lars Munch Svendsen.
Nu er det at facilitere ikke noget nyt, men det er noget nyt, at det bliver udbudt eksklusivt til finanssektoren.
”Alle brancher kan bruge facilitering til noget, og det er en kompetence, som går på tværs af fagligheder. Alligevel mener vi ikke, at det er ligegyldigt, hvem man træner sammen med, eller hvilke cases man bruger til at øve sig på. Derfor bruger vi cases fra sektoren – og gerne deltagernes egne konkrete cases, som de har med hjemmefra. Det giver bare mere mening, at de øver sig i at facilitere et netværksmøde med det lokale erhvervsliv, fremfor at facilitere af et afdelingsmøde i en vuggestue, for eksempel. I sådan en proces er det afgørende, at deltagerne mødes med ligesindede, og det gør de i kraft af, at de andre deltagere også kommer fra finanssektoren, og at vi som konsulenter på FU har en stor indsigt i sektoren, fordi vi selv er der hver eneste dag,” afrunder Peter Jensen.
Læs om indholdet på de 4 moduler og find ud af, om du vil tilmelde dig faciliator-uddannelsen
Skrevet af Berit Jørgensen