Pengeinstitutter mønstrer fortsat tilfredse og loyale kunder
Benchmark med 27.000 respondenter afslører, at kundetilfredsheden og kundeloyaliteten til pengeinstitutterne fortsat er meget høj. De mindre pengeinstitutter opnår generelt højere kundetilfredshed end de større.
For andet år i træk har Finanssektorens Uddannelsescenter i samarbejde med Dataminds lavet Danmarks største benchmarkundersøgelse af kundetilfredshed og kundeloyalitet i den danske finansielle sektor. 37 pengeinstitutter har deltaget, og undersøgelsen er baseret på ca. 27.000 svar fra privat- og erhvervskunder.
Undersøgelsen inkluderer både mindre, mellemstore og store pengeinstitutter og er således den eneste undersøgelse af den danske finanssektor, hvor mindre banker og sparekasser også indgår.
Finanssektorens Uddannelsescenter vil med undersøgelsen give alle sine medlemmer mulighed for at få indsigt i deres kunder, sammenligning med andre institutter samt et udgangspunkt for at skabe endnu tættere relationer til kunderne og på hvilke områder, de kan forbedre sig yderligere.
Alle deltagende pengeinstitutter har i september modtaget en rapport med egne resultater og egen benchmark.
Både mindre, mellemstore og store pengeinstitutter får priser
Undersøgelsen udløser kåringer i seks forskellige kategorier:
Der er uddelt priser til:
- Frørup Andelskasse for at opnå den højeste kundetilfredshed blandt privatkunder i gruppen af mindre pengeinstitutter
- Middelfart Sparekasse for at opnå den højeste kundetilfredshed blandt privatkunder i gruppen af mellemstore pengeinstitutter
- Spar Nord Bank for at opnå den højeste kundetilfredshed blandt privatkunder i gruppen af store pengeinstitutter
- Rønde Sparekasse for at opnå den højeste kundetilfredshed blandt erhvervskunder i gruppen af mindre pengeinstitutter
- Middelfart Sparekasse for at opnå den højeste kundetilfredshed blandt erhvervskunder i gruppen af mellemstore pengeinstitutter
- Vestjysk Bank for at opnå den højeste kundetilfredshed blandt erhvervskunder i gruppen af store pengeinstitutter
Chefkonsulent Pernille Bech Hansen giver prisen for bank med højeste kundetilfredshed i gruppen af store pengeinstitutter til Spar Nord Bank.
Priserne bliver uddelt på Finanssektorens KundeDag den 21. oktober 2015.
Fakta
Finanssektorens KundeBenchmark er et tilbud til Uddannelsescentrets medlemmer om at deltage gratis i en kundeundersøgelse med benckmarking. Undersøgelsen er blevet gennemført af Finanssektorens Uddannelsescenter i samarbejde med analysefirmaet Dataminds.
Dataindsamlingen er foretaget i perioden 24. august til 6. september 2015, hvor kunderne blev inviteret til at deltage i undersøgelsen via deres netbank.
36 pengeinstitutter har deltaget i undersøgelsen blandt privatkunder. Samlet har 24.966 privatkunder deltaget i undersøgelsen.
23 pengeinstitutter har deltaget i undersøgelsen blandt erhvervskunder. Samlet har 2.192 erhvervskunder deltaget i undersøgelsen.
Kontakt
Afdelingschef Pernille Bech Hansen, mail pbh@finansudd.dk , Telefon 8993 3352
