FU er godkendt som udbyder af certificering i komplekse investeringsprodukter
Komplekse investeringsprodukter er et omfattende fagligt område, hvor lovgivningen stiller store krav til den enkelte rådgiver. Der er en række fordele ved at gennemføre prøverne gennem Finanssektorens Uddannelsescenter:
- Mulighed for skræddersyede prøver
- Grundig forberedelse med træningsbane, kompendier og e-learning
- Gennemføre prøven i virksomhedens lokaler eller fra hjemmearbejdspladsen
For at rådgive om komplekse investeringsprodukter skal rådgiveren bestå en certificering i de investeringsprodukter, vedkommende rådgiver om. Derudover skal rådgiveren bestå prøven Relevant lovgivning og økonomisk forståelse i relation til komplekse investeringsprodukter:
- Det er en selvstændig prøve, der udløser sit eget certifikat
- Beståelseskriteriet er 70% rigtige svar
- Tilmelding til prøven sker sammen med tilmelding til produktprøver
- Prøven er gratis/med i prisen, når man bestiller en produktprøve
- Prøven blev et krav pr. 1. januar 2023
Hvornår skal medarbejderen første gang gennemføre prøven i Relevant lovgivning og økonomisk forståelse?
- For medarbejdere med en gyldig certificering i et eller flere komplekse produkter skal prøven i Relevant lovgivning og økonomisk forståelse være bestået senest samtidig med den førstkommende recertificering efter den 1. januar 2023.
- For nye medarbejdere, som ønsker en certificering i et komplekst investeringsprodukt efter den 1. januar 2023, skal prøven i Relevant lovgivning og Økonomisk forståelse være bestået, før medarbejderen har en gyldig certificering i et eller flere komplekse investeringsprodukter.
Vi anbefaler derfor, at prøven i Relevant lovgivning og økonomisk forståelse gennemføres inden medarbejderens recertificering/certificering i et eller flere komplekse investeringsprodukter. Prøven i Relevant lovgivning og økonomisk forståelse skal bestås hvert 3. år for at opretholde medarbejderens certificering i et eller flere komplekse investeringsprodukter
Udgangspunktet for alle certificeringsprøver er en række kompetencekrav, som rådgiveren skal beherske. For hvert kompetencekrav er der lavet en række spørgsmål. Rådgivernes svar på spørgsmålene viser, om de behersker kompetencekravene.
Nye produkter i porteføljen
Når der kommer nye produkter i rådgivernes produktportefølje, skal de bestå en prøve, der dokumenterer, at de er kvalificerede til at rådgive deres kunder om disse nye produkter, inden de påbegynder rådgivningen.
Beståelseskravet afhænger af, om du er til prøve i et eller flere produkter
For at bestå en prøve, hvor der kun indgår et enkelt produkt, skal du have minimum 70% rigtige.
Hvis der indgår flere produkter i prøven, skal du have minimum 70% rigtige i den samlede prøve. Derudover skal du bestå hvert produkt med minimum 60% rigtige.
Vær opmærksom på, at består du ikke prøven samlet set, er du dumpet i alle produkter.
Den tværgående prøve i Relevant lovgivning og økonomisk forståelse er en selvstændig prøve, der skal bestås med 70% rigtige.
Tre forsøg
Du har tre forsøg til at bestå en prøve. Hvis du dumper dit 3. forsøg, får du karantæne i et år fra det seneste forsøg, før du må gå op til prøven igen.
Er der tale om en gencertificering, må du ikke længere yde investeringsrådgivning, uanset hvornår dit oprindelige certifikat udløber. Efter et års karantæne, kan du gå op til prøven igen.
Eksempel: Du er certificeret i valutaterminsforretninger, aktieoptioner og aktiefutures. Din certificering udløber den 15. marts.
- Du går til 1. gencertificering den 15. januar og dumper.
Du må stadig rådgive frem til den 15. marts. - Du går til 2. gencertificering den 8. februar og består den samlede test med 73%. Du dumper dog testen for aktieoptioner, idet du kun svarer rigtigt på 56% af spørgsmålene om aktieoptioner.
Du må rådgive om valutaterminsforretninger og aktiefutures til og med den 7. februar 3 år senere og aktieoptioner frem til den 15. marts. - Du går til 3. gencertificering i aktieoptioner den 24. februar og dumper.
Du må ikke længere rådgive om aktieoptioner og skal vente 1 år med at gå op til en ny prøve. Du må rådgive om valutaterminsforretninger og aktiefutures til og med den 7. februar 3 år senere